Lyslevende
– Om lysets betydning og symbolik
8.-10. klasse
Kristendomskundskab med mulighed for at inddrage fysik og biologi
Lektioner: 7 lektioners kristendomskundskab inkl. kirkebesøg. Hertil evt. 2 lektioner i henholdsvis fysik og biologi.
Lys er et grundsymbol, som findes overalt: i religion og andre livsanskuelser, i sangtekster, i fortællinger og i utallige talemåder. Lysets symbolbetydning er temaet i dette korte og fokuserede kristendomsfaglige forløb.
I dette forløb skal eleverne indledningsvist på kirkebesøg, hvor de skal undersøge lyset som både fysisk og symbolsk/religiøst fænomen. Tilgangen ved kirkebesøget er legende og eksperimenterende.
Hjemme i klassen skal eleverne gå på opdagelse i et udvalg af korte og velvalgte kilder om lys – dvs. tekster, fotos, kunstbilleder og ritualer – fra forskellige religioner og kulturer. Alle lyskilderne er samlet på store arbejdsark i plakatstørrelse.
Herefter arbejder eleverne med ritualers opbygning, og iscenesætter et fiktivt lystændingsritual.
Forløbet kan i den sidste lektion afrundes med enten collagearbejde, dramaøvelser eller beskrivelse af et nyt lys-event.
Fagfilm:
Til forløbet er produceret tre fagfilm med præst Signe Malene Berg, biolog Morten DD Hansen og astrofysiker Anja C. Andersen, der hver især forklarer, hvad lyset betyder indenfor deres fagområde. Filmenes gennemgående samtaleperson er skuespiller Thure Lindhardt.
Forløbet er flerfagligt med mulighed for at inddrage fagene biologi og fysik:
Biologi: Lyset betydning for livet på jorden (2 lektioner)
Fysik: Lysets betydning for udforskningen af rummet (2 lektioner)
Materialet indeholder:
- Lærervejledning
- Arbejdsark i plakatstørrelse til kildearbejdet i grupper
- Kirkebesøg
- Adgang til hjemmeside med digitale ressourcer til undervisningen
- Tekst- og billedkilder til download og print
- Inspiration til afgangsprøven
